Hvordan prioritering af tilstandopdateringer kan forbedre brugeroplevelsen i React

I en typisk React-applikation forekommer tilstandopdateringer næsten konstant for at sikre, at brugergrænsefladen afspejler ændringer i applikationens data. Disse opdateringer kan dog have konsekvenser for ydeevnen, især når det drejer sig om komplekse eller dyre operationer. React har gennemgået betydelige forbedringer i version 18 for at optimere disse opdateringer, blandt andet ved at batche tilstandopdateringer automatisk. Det betyder, at flere opdateringer kan finde sted samtidigt, hvilket forbedrer ydeevnen. Der er dog situationer, hvor det er nødvendigt at prioritere visse opdateringer over andre, og det er her, den nye prioritiserings-API kommer i spil.

Tidligere kunne vi ikke styre, hvilke tilstandopdateringer der skulle behandles først, hvilket kunne føre til at visse opdateringer blev forsinket, især i tilfælde af lange eller dyre rendering-procedurer. For eksempel, når en bruger skriver i et tekstfelt, forventes det, at den indtastede karakter vises straks. Hvis samtidig en lang liste af elementer bliver renderet, kan tekstfeltet blive forsinket, da React håndterer alle opdateringer samtidigt. Dette kan medføre en ubehagelig forsinkelse i brugergrænsefladen.

Med React 18 introduceredes API'en startTransition(), der gør det muligt at mærke visse tilstandopdateringer som "overgangsopdateringer", hvilket betyder, at de behandles med lavere prioritet end mere presserende opdateringer. Dette kan være nyttigt i scenarier, hvor dyre rendering-opgaver, som at generere en stor liste med elementer, ikke nødvendigvis skal ske øjeblikkeligt, men hvor brugerens interaktion med tekstfelter eller knapper skal prioriteres.

For at illustrere, hvordan startTransition() fungerer, kan vi se på et eksempel, hvor en bruger skriver i et tekstfelt for at filtrere en liste med 25.000 elementer. Denne opgave involverer et stort antal tilstandopdateringer, da hvert tastetryk ændrer filterets værdi og opdaterer den viste liste med elementer. Uden prioritering vil hele listen blive opdateret samtidigt, hvilket kan føre til, at brugerens input forsinkes, da renderingsarbejdet tager for lang tid.

I eksemplet kan vi løse dette problem ved at bruge startTransition(). Vi opdeler tilstandopdateringerne, så ændringen af tekstfeltets værdi sker umiddelbart, mens opdateringen af listen sker med lavere prioritet. Dette sikrer, at tekstfeltet opdateres hurtigt, mens den dyre opdatering af listen kan vente, indtil de mere presserende opdateringer er afsluttet.

javascript
Copy code
const onChange = (e) => {
  setFilter(e.target.value);
  React.startTransition(() => {
    setItems(
      e.target.value === ""
        ? []
        : unfilteredItems.filter((item) => item.name.includes(e.target.value))
    );
  });
};

I denne kode flytter vi opdateringen af listen (via setItems()) ind i startTransition()-funktionen. Dette betyder, at React først opdaterer tekstfeltets tilstand, og først når dette er afsluttet, vil den dyre opdatering af listen finde sted. På den måde opretholdes interaktiviteten i tekstfeltet, mens listen bliver opdateret i baggrunden.

Denne tilgang gør det muligt at opnå en betydelig forbedring af brugeroplevelsen, især i applikationer, der kræver omfattende rendering, som f.eks. filtre, datatabeller eller lister med mange elementer. startTransition() giver udviklere en effektiv metode til at prioritere brugerens interaktioner og sikre, at applikationen forbliver responsiv, selv når der arbejdes med store datamængder.

Udviklere bør dog være opmærksomme på, at ikke alle tilstandopdateringer bør behandles som lavprioritetsopdateringer. Hvis f.eks. en opdatering kræver øjeblikkelig brugerfeedback (som ændring af en knaptilstand), skal den ikke sættes i en overgangssektion, da det kan medføre en følelse af langsom respons i applikationen. En god tommelfingerregel er at bruge startTransition() til operationer, der involverer store datamængder eller som ikke kræver øjeblikkelig feedback fra brugeren.

En yderligere nuance i denne tilgang er forståelsen af, at Reacts evne til at batch’e tilstandopdateringer kan variere afhængigt af applikationens kompleksitet og den måde, komponenterne er struktureret på. Det er derfor vigtigt at teste applikationen grundigt og sikre, at de prioritetsstyrte opdateringer fungerer som forventet, uden at kompromittere den generelle brugeroplevelse.

Hvordan vælger man den rigtige løsning til global tilstandshåndtering i React-applikationer?

Når man udvikler store og komplekse React-applikationer, bliver styring af applikationens globale tilstand hurtigt en af de største udfordringer. Global tilstand refererer til data, der er nødvendige på tværs af flere komponenter, og det er essentielt at vælge den rette løsning for effektivt at håndtere og synkronisere disse data. I denne sammenhæng er Redux og MobX to af de mest populære værktøjer til tilstandshåndtering i React-applikationer, og de har begge deres fordele og ulemper.

Redux er et velkendt og ofte brugt værktøj, der tilbyder en forudsigelig og centraliseret metode til at administrere applikationens tilstand. Den største styrke ved Redux er dens evne til at adskille tilstanden og logikken i applikationen, hvilket gør det muligt at implementere en klar struktur, som gør applikationen lettere at debugge og teste. Dette er især nyttigt, når applikationen vokser i størrelse og kompleksitet, da det hjælper med at sikre, at alle ændringer i tilstanden kan spores og forstås. Redux giver udviklere kraftfulde fejlfindingstools, som f.eks. tidsrejse-debugging, hvor man kan spole tilbage til tidligere tilstande i applikationen.

Men Redux kommer også med visse ulemper, som kan gøre det svært at håndtere i større applikationer. Et af de største problemer er mængden af boilerplate-kode, der kræves for at implementere reducer, actions, og selectors. Dette betyder, at man ofte skal skrive en masse kode for at håndtere en relativt simpel funktion, hvilket kan føre til unødvendig kompleksitet og langsommere udvikling. Derudover kan applikationens performance falde drastisk, efterhånden som den globale tilstand vokser. Hver gang tilstanden ændres, kræver det en masse beregninger, som kan reducere applikationens hastighed.

MobX, på den anden side, tilbyder en mere fleksibel og reaktiv tilgang til tilstandshåndtering. I MobX skabes tilstanden som små observerbare objekter, som kan ændre sig, når der er behov for det. Dette betyder, at hver komponent i applikationen kan abonnere på ændringer i specifikke stykker data, hvilket fører til en mere målrettet og effektiv opdatering af brugergrænsefladen. MobX håndterer automatisk afhængigheder mellem data, så når en del af tilstanden ændres, vil de relevante dele af applikationen blive opdateret.

Den største fordel ved MobX er dens enkelhed og fleksibilitet. MobX tillader udviklere at arbejde med små objekter, der kan oprettes og bruges hvor som helst i applikationen, hvilket giver en mere modulær tilgang til tilstandshåndtering. Derudover understøtter MobX let asynkrone operationer, hvilket gør det til et godt valg til applikationer, der kræver dynamisk datahåndtering, som for eksempel ved serverforespørgsler.

Der er dog også nogle udfordringer med MobX. Den frihed, som MobX giver udviklerne, kan føre til problemer med vedligeholdelse og skalerbarhed, især i store projekter. MobX tillader direkte manipulation af objektdata, hvilket kan føre til uforudsete ændringer i tilstanden, hvilket gør debugging vanskeligere. Desuden kan den løse struktur føre til, at klasser bliver tættere koblet sammen, hvilket gør det svært at teste og udvide applikationen på en organiseret måde.

Når man vælger mellem Redux og MobX, er det vigtigt at tage højde for både projektets størrelse og de krav, man har til applikationens performance og vedligeholdelse. Redux er et godt valg for store, komplekse applikationer, hvor tilstanden skal være forudsigelig og hvor fejlfinding og testning er vigtig. På den anden side er MobX ideelt for mindre, hurtigere udviklede applikationer, hvor fleksibilitet og reaktiv opdatering af tilstanden er afgørende. Begge løsninger kan bruges effektivt i forskellige scenarier, og det er derfor vigtigt at forstå deres styrker og svagheder, når man træffer sit valg.

Det er også væsentligt at forstå, at ingen af disse løsninger er den endegyldige "bedste" løsning. Hver applikation har sine egne krav, og derfor vil valget af tilstandshåndteringsværktøj afhænge af den specifikke brugssituation. Derudover er det vigtigt at tage højde for den læringskurve, som hver løsning medfører. Redux kan være svært at komme i gang med, især for begyndere, men giver en stærk struktur og forudsigelighed, som kan være meget værdifuld i større projekter. MobX er lettere at implementere og tilbyder en mere naturlig måde at arbejde med tilstand på, men kan blive kaotisk i meget store applikationer, hvis ikke det håndteres korrekt.

Den største forskel mellem Redux og MobX ligger i deres tilgang til dataflow og tilstandshåndtering. Redux har en mere centraliseret og forudsigelig struktur, mens MobX giver mere fleksibilitet og reaktivitet. I sidste ende handler det om at vælge det værktøj, der passer bedst til den måde, man ønsker at organisere og håndtere data i sin applikation. Det er også vigtigt at forstå, at begge værktøjer kan kombineres med andre teknologier som React Context API for at optimere den globale tilstandshåndtering, afhængigt af hvad der er nødvendigt for applikationens succes.

Hvordan håndtere og ændre størrelsen på billeder i React Native

Når man arbejder med billeder i en React Native-applikation, er det ofte nødvendigt at justere størrelsen på billeder for at tilpasse dem til den ønskede visning. Billederne, der indlæses, kan have en meget højere opløsning end hvad der er nødvendigt for brugergrænsefladen, og derfor er det vigtigt at kunne styre størrelsen effektivt. En af de mest grundlæggende måder at ændre størrelsen på billeder på er ved at bruge stil-egenskaberne width og height på Image-komponenterne.

For eksempel, hvis du har et billede, der er større end ønsket, kan du nemt justere dets størrelse ved at ændre disse værdier. Når du arbejder med billeder, kan det være praktisk at implementere en dynamisk løsning, hvor størrelsen kan justeres under kørsel. Her er et eksempel, der gør det muligt at ændre størrelsen på et billede ved at bruge kontroller:

javascript
Copy code
export default function App() {
  const source = require("./assets/flux.png");
  const [width, setWidth] = useState(100);
  const [height, setHeight] = useState(100);
  return (
    <View>
      <Text>Width: {width}</Text>
      <Text>Height: {height}</Text>
      <Image
        source={source}
        style={{ width: width, height: height }}
      />
      <Button title="Change Size" onPress={() => { setWidth(150); setHeight(150); }} />
    </View>
  );
}

Med denne tilgang kan du nemt styre bredden og højden på et billede ved at justere de relevante stil-egenskaber, hvilket giver fleksibilitet i visningen.

Derudover er der en egenskab kaldet resizeMode, som kan anvendes til Image-komponenter. Denne egenskab bestemmer, hvordan det skalerede billede tilpasses komponentens dimensioner. Dette kan være særligt nyttigt, hvis du har brug for at ændre på, hvordan billedet fylder pladsen i en komponent, mens du stadig bevarer dets proportioner.

Ud over at kunne ændre størrelsen på billeder, er det også muligt at håndtere billedindlæsning på en mere effektiv måde, især når billederne skal hentes fra et netværk. Nogle gange vil du ikke nødvendigvis have, at et billede skal indlæses på det præcise tidspunkt, hvor det bliver vist på skærmen. Det er især relevant, hvis du har billeder, der endnu ikke er synlige for brugeren, som f.eks. i en liste.

En god løsning til dette er at implementere "lazy loading", hvor billeder kun bliver indlæst, når de faktisk er synlige på skærmen. Hvis du f.eks. har en situation, hvor mange billeder skal indlæses, men netværket er langsomt, kan du bruge en placeholder for at vise noget til brugeren, indtil det egentlige billede er blevet hentet. Her er et eksempel på, hvordan du kan implementere lazy loading i React Native:

javascript
Copy code
const placeholder = require("./assets/placeholder.png");

type PlaceholderProps = {
  loaded: boolean;
  style: StyleProp;
};

function Placeholder({ loaded, style }: PlaceholderProps) {
  if (loaded) {
    return null;
  } else {
    return <Image source={placeholder} style={style} />;
  }
}

type Props = {
  style: StyleProp;
  resizeMode: ImageProps["resizeMode"];
  source: ImageSourcePropType | null;
};

export default function LazyImage({ style, resizeMode, source }: Props) {
  const [loaded, setLoaded] = useState(false);

  return (
    <View style={style}>
      {!!source ? (
        <Image
          source={source}
          resizeMode={resizeMode}
          onLoad={() => setLoaded(true)}
          style={style}
        />
      ) : (
        <Placeholder loaded={loaded} style={style} />
      )}
    </View>
  );
}

Denne komponent håndterer lazy loading ved at vise en placeholder, indtil billedet er færdigindlæst. Når billedet er klar, opdateres tilstanden, og placeholderen fjernes.

En vigtig del af billedhåndtering i React Native er at sørge for, at billeder bliver håndteret effektivt, især i mobile applikationer, hvor ressourcerne kan være begrænsede, og netværkshastigheden kan variere. Ved at bruge teknikker som resizeMode og lazy loading kan du sikre, at din applikation fungerer godt under forskellige forhold.

Billedbehandling kan dog også føre til en række præstationsproblemer, især når mange billeder skal indlæses samtidig eller når billederne har høj opløsning. Det er derfor vigtigt at have en klar strategi for, hvordan billeder håndteres, og hvordan de indlæses optimalt for at opnå den bedste brugeroplevelse. For eksempel kan du vælge at komprimere billeder før de bliver vist, hvilket vil reducere både filstørrelsen og indlæsningstiden, eller bruge et bibliotek til billedhåndtering, der understøtter funktioner som caching og optimering.

Når du arbejder med billeder, bør du også overveje, hvordan du bedst udnytter forskellige billedformater og størrelser afhængig af platformen. Høje opløsninger er vigtige på enheder med stor skærm, men på mindre enheder kan du optimere billeder for at forbedre ydeevnen og mindske belastningen på netværket. At bruge vektorbilleder som ikoner, hvor det er muligt, kan også hjælpe med at reducere filstørrelsen og forbedre appens responsivitet.

Hvordan React har udviklet sig og hvad det betyder for din udvikling

React’s abstraktionsniveau udgør en balance, som giver både fleksibilitet og tilpasningsevne, samtidig med at det sikrer en praktisk og effektiv tilgang til UI-udvikling. Den centrale idé bag React er at abstrahere renderingen af komponenter fra den platform, som de bliver præsenteret på. Dette gør det muligt at bruge de samme komponenter på tværs af forskellige platforme, uanset om det er i en webbrowser, mobilapp eller endda på en printer. Ved at implementere platform-specifikke renderingsmekanismer kan React sikre, at de samme komponenter giver et funktionelt og optimeret resultat uanset målet.

Der er flere React-renderer biblioteker, som tillader React-komponenter at blive rendere på tværs af platforme som React DOM, React Native, React PDF og React Unity. Det underliggende mønster for at målrette mod en ny platform er ens: implementer komponenter, der er specifikke for platformen, og implementer en React-renderer, der håndterer de nødvendige platform-specifikke operationer. React's evne til at tilpasse sig forskellige mål gør det til et særdeles alsidigt og dynamisk værktøj.

React er et bibliotek, der er i konstant udvikling i takt med webudviklingens hurtigt skiftende landskab. En af de største fordele ved React er, at den centrale API har forblevet relativt stabil over de seneste år, hvilket giver udviklere et solidt fundament, hvorfra de kan opbygge videre. Den konzeptionelle basis i React er forblevet intakt, hvilket betyder, at de færdigheder, der blev opnået for flere år siden, stadig kan anvendes i dagens versioner af React.

Når vi ser på udviklingen af React fra version 0.x til version 18, kan vi identificere en række væsentlige ændringer og forbedringer:

• React 0.14: Indførelsen af funktionelle komponenter gav udviklere mulighed for at bruge funktioner som komponenter, hvilket forenklede oprettelsen af grundlæggende UI-elementer. Dengang kunne man ikke forestille sig, at klasser snart ville blive næsten helt overflødige.

• React 15: Introducerede et nyt versionssystem og en omfattende opgradering af den interne arkitektur, som resulterede i forbedret ydeevne og stabilitet.

• React 16: Denne version markerede en skelsættende ændring med introduktionen af Hooks. Hooks gjorde det muligt at bruge state og andre React-funktioner uden behov for klassekomponenter, hvilket gjorde koden enklere og lettere at læse. Desuden introducerede React 16 Fiber, et nyt rekonsolideringsmekanisme, som forbedrede ydeevnen markant, især når man arbejdede med animationer og komplekse UI-strukturer.

• React 17: Fokuserede på at sikre kompatibilitet med tidligere versioner og introducerede et nyt JSX-transformationssystem.

• React 18: Forstærkede ydeevne og introducerede nye funktioner som automatisk batching af renders, serverkomponenter og streaming server-side rendering.

• React 19: Indførte flere store funktioner og forbedringer, såsom en ny React-kompilator, der muliggør automatisk memoization og optimering af re-renders. Nye hooks som use(promise) for data fetching og useFormState() for formularhåndtering forenkler ofte anvendte opgaver.

React’s stabilitet og kontinuerlige opdateringer gør det til et pålideligt bibliotek, der kan bruges i lang tid. Den løbende udvikling sikrer, at React forbliver på forkant med web- og mobiludvikling.

Når du starter et nyt React-projekt, er der flere måder at oprette det på. Du kan bruge web-bundlere, frameworks eller online code editors. For at begynde at udvikle React-applikationer kræves det, at du har Node.js installeret på din computer. Node.js er et runtime-miljø, som gør det muligt at køre JavaScript-kode uden for en browser.

Når du bruger en web-bundler som Vite, kan du hurtigt og effektivt oprette et React-projekt. Vite er kendt for sin hastighed og brugervenlighed. Ved at følge nogle enkle trin kan du hurtigt komme i gang med dit projekt:

1. Sørg for, at du har Node.js installeret.

2. Opret et nyt projekt ved hjælp af kommandoen npm create vite@latest my-react-app -- --template react.

3. Naviger til projektmappen og installer de nødvendige afhængigheder med npm install.

4. Start udviklingsserveren med npm run dev og åbn din browser for at se din applikation.

For kommercielle projekter eller større applikationer anbefales det at bruge frameworks som Next.js, Gatsby eller Remix. Disse frameworks tilbyder ekstra funktionalitet såsom routing og asset management og guider dig i at organisere din projektstruktur effektivt. Frameworks som Next.js giver også server-side rendering og statisk site generation, hvilket kan forbedre både ydeevne og SEO for dine applikationer.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at selvom React giver et stærkt fundament, er det at mestre det ikke kun et spørgsmål om at forstå de enkelte versioner, men om at forstå, hvordan React tilpasser sig de ændringer, der sker i webudviklingen. En kontinuerlig læring og tilpasning er nødvendige, da Reacts funktionalitet og konceptualisering udvikler sig hurtigt. En god udvikler bør derfor holde sig opdateret og bruge de nyeste features og teknologier for at opnå både effektivitet og performance i deres projekter.