Hvordan afslutningen på Anden Verdenskrig forandrede livet for dem, der ventede

En sommerdag i 1945, efter år med ubeskrivelige lidelser, med hårdt arbejde i markerne, længsler og usikkerhed, virkede det, som om alt skulle ændre sig. Krigen var ved at slutte. Men for mange var afslutningen ikke en øjeblikkelig forløsning, men en langsom og usikker overgang. Tårerne strømmede ned ad moderens ansigt, mens hun trøstede sin lille datter og håbede på Richard, hendes mand, og Laurence, hendes søn. Efter måneders venten var hun blevet en skygge af sig selv, med dybe rynker og grå hår, den konstante frygt og sorgen over de kære, der var i krigens grusomme hænder.

Selv med Tysklands ubetingede overgivelse i maj 1945, og de første festligheder omkring VE-dagen, var der ingen følelse af afslutning. Vi arbejdede videre som før, hver dag en gentagelse af den sidste, medmindre en pludselig ændring i vejret eller en uventet begivenhed brød rutinen. Der var ikke noget nyt fra de mænd, vi ventede på. Ingen vidste, om de var levende eller døde. Kun rykter og håb forbandt os med den virkelighed, der var på den anden side af krigens mørke tåge.

Sommeren kom, og nyheden om de amerikanske atombomber, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki, ramte os som et slag i ansigtet. Bomben, kaldet "Little Boy", og senere "Fat Man", ændrede alt på en skala, vi ikke kunne forstå. Masser af uskyldige liv blev udslettet, men for os var det også et skridt mod afslutningen på krigen. Alligevel forblev stillheden den samme. Det var som om, verden ventede, usikker på, hvad den næste nyhed ville bringe.

I køkkenet sad vi og talte, mens moderens ord flød langsomt som en drøm, der syntes at være uden ende. "Det er skæbne, at du og jeg fandt hinanden igen," sagde hun. Begge var vi forladte, begge ventede på de mænd, der havde kæmpet og måske aldrig ville vende hjem. Kærligheden og håbet var som en flygtig fornemmelse, et levn fra en tid, der snart skulle være forbi. Vi prøvede at finde trøst i hinanden, mens tiden gik, og vi forlod ikke håbet, men vi var samtidig forberedt på den barske virkelighed, der kunne ramme os.

I september 1945 brød nyheden endelig ud. Krigen var slut. Vi hørte det fra Frederik, som næsten løb hjem med en avis i hånden, råbte "Det er overstået! Japan har overgivet sig. Det er slut." Med tårer i øjnene og en brandyflaske i hånden, indså vi, at vi kunne begynde at drømme om fremtiden. Men i et hjørne af mit sind var der stadig en skygge af tvivl. Hvis de vendte hjem, ville de stadig være de samme mænd? Havde de overlevet de barske forhold i krigens sidste faser? Og kunne vi overhovedet nogensinde vende tilbage til det liv, vi havde engang?

I de efterfølgende dage og uger, med fornyet håb, begyndte vi langsomt at acceptere den nye virkelighed. Men endnu en gang måtte vi vente. Hver lille hændelse, hvert brev, kunne være den sidste oplysning, vi havde ventet på i flere år. Og da brevet fra Ralph Senior kom, var det ikke med den glædelige meddelelse om Richard, men et brev fyldt med sorg og den erkendelse, at vi havde mistet noget for altid. Selvom krigen var slut, var der ikke noget, der kunne erstatte den tomhed, som vi alle følte, da vi mistede dem, vi havde elsket.

Vigtige aspekter af denne oplevelse var de personlige forvandlinger, som hver enkelt af os gik igennem. For mange var afslutningen på krigen ikke kun et spørgsmål om militære sejre, men en følelsesmæssig og psykologisk proces, hvor vi langsomt forsøgte at finde ud af, hvordan vi kunne genopbygge det liv, vi havde kendt. For dem, der ventede på soldaterne, blev ventetiden ofte en ensom og hjerteskærende proces, der satte gang i både håb og frygt. Krigen havde ikke kun ændret de landes grænser, men havde formet os som individer på måder, vi kun langsomt begyndte at forstå.

Men en ting var sikkert: krigens afslutning betød ikke nødvendigvis slutningen på den indre kamp, som mange af os stadig ville føre, længe efter, at krigens kanoner var blevet tavse.

Hvad kommer efter freden?

Freden er kommet, og alligevel føles det ikke som en ende. London står stadig, lejligheder venter, og caféerne — som Lyon's — overlever selv de tyske bombefly. Folk jubler i gaderne, drikker, synger, danser. Det er, som om verden forsøger at kaste mørket af sig, men skyggerne har sat sig dybt. Man kan ikke høre sejrsråbene uden samtidig at fornemme tomheden bag dem.

For nogen er stilheden mere larmende end bomberne nogensinde var. Et hus uden Ethel, uden stemmer, kun musikken og kulden, som man ikke længere deler med nogen. Deidre løber til døren hver morgen, håber og frygter et telegram. Et liv på vent, fanget i et enkelt øjeblik, hvor alt kunne ændre sig — eller forblive tyst for evigt. Mændene, der forsvandt: Richard, Laurence, Simon. Ingen breve, ingen ord. Bare stilheden og en skarp tomhed, som ikke dulmes af fest eller fyrværkeri.

Nogen forsøger stadig at bygge en fremtid. Frederick giver valget frit: tag hjem eller bliv. Land Girls vender hjem — Judith, Lily, Louisa. De vender tilbage til byens kaos og gamle liv, mens andre vælger at blive, ikke ud af nødvendighed, men fordi noget har forandret sig. Rachel bliver, venter på Richard, håber stadig. Lejligheden i London er bare en mulighed, ikke en længsel. Det nye liv spirer i den samme jord, hvor krigen netop er dødet ud.

Kaffe og fish and chips bliver til en stille fejring, midt i røg og varme og latter. Stationens café dufter af friture og krigstræthed, men også af overlevelse. Cheryl ler, og Rachel smiler. Ikke af glæde, men af noget mere ægte: anerkendelsen af, at de stadig er her. De blev ikke knust.

Julen nærmer sig. Et nyt træ står i stuen, højt, bredt, givet som gave for at markere første jul i fred. Alligevel hænger sorgen som rim på ruderne. Intet ord fra mændene. Ingen bekræftelse på, at de stadig lever, men heller ikke en dødsdom. Deres fravær er blevet en del af hverdagen. Radioen spiller Bing Crosby, og under de nostalgiske toner banker virkeligheden på døren i form af et brev — ikke et telegram, men en håndskrevet stemme fra fortiden. Laurence lever. En brik i det store, ufuldendte puslespil falder på plads.

Det er væsentligt at forstå, at når våbnene tier, begynder en anden kamp: kampen for at finde mening i tabet, for at genopbygge sin identitet, for at genkende den verden, man kom fra — og finde mod til at møde den nye.

Hvordan Krigen Og Verden Forandrede Hendes Liv

Jeg skulle have fortalt dig om din fødemor, når du var ældre, havde hun sagt, mens hun lå i sin hospitalseng, alvorligt syg og ikke forventet at leve mere end et par dage. "Men omstændighederne har bestemt anderledes." Min adoptivfar, Jack, var død året før, hvilket syntes at gøre det lettere for Evelyn at gå og slutte sig til ham, da hendes tid nu var kommet. "Det er ikke fair overfor dig, jeg ved det," sagde hun og greb min hånd, "At miste os begge, når du er så ung, men vi var blevet gamle, da vi tog dig ind i vores hjerter."

Jeg husker, at jeg smilede og klemte hendes hånd, mens hun hviskede hastigt i mit øre, hendes stemme svækkedes hurtigt, "I sidebordet i spisestuen er der en æske, en gammel chokoladeæske med et billede af et hus på forsiden. Kender du den?"

"Ja," nikkede jeg, "Den, hvor du opbevarer alle dine vigtige papirer?"

"Ja," svarede hun, "Se indeni, blandt papirerne er der et brev til dig. Det er i en lyserød kuvert med dit navn på."

Jeg så spørgende på hende, lige ved at spørge, hvem det var fra, da hun sank tilbage i puderene, som om hun var udmattet, og sagde: "Det er fra din fødemor. Der er et fotografi også... med brevet... det er hvad hun fortalte mig."

"Ved du noget om min fødefar?" spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet, "Nej, men hvis du formår at finde din mor, er jeg sikker på, at hun vil kunne fortælle dig alt."

Jeg husker, at jeg sagde, en pludselig spænding gennemstrømmende mig, "Skal jeg hente det, og vi læser det sammen?"

"Nej," sagde hun langsomt og rystede på hovedet, "Hun sagde, du skal åbne det på din 21-års fødselsdag... ikke før... lad dig ikke friste..." Hun viftede med fingeren advarende, hvilket fik mig til at bryde ud i en uventet latter.

"Vore testamente er også i æsken," sagde hun, hendes hånd søgte min, "Alt er efterladt til dig."

Jeg vendte mig tilbage til nutiden og indså, at alt dette egentlig ikke betød noget. At jeg var adopteret betød ikke noget for mig. Det havde det aldrig gjort. Selvfølgelig havde jeg undret mig over mine biologiske forældre, men Evelyn og Jack havde fortalt mig alt, hvad jeg havde behov for at vide, og da de var gået, gemte jeg kuverten væk, uden at tænke meget over det. Ikke seriøst i hvert fald. Ikke før nu. Ikke før min 21-års fødselsdag hastigt nærmede sig, og verden var i krig.

Julen var gået stille hen, og nytåret var overstået i et lyn. Jeg sendte fløjlshandsker, whisky og cigaretter til Ralph, som han var meget taknemmelig for, fortalte han mig i et brev, der var kraftigt censureret, med tykke sorte linjer, der krydsede papiret, hvilket gjorde det svært at læse. Hvad havde han skrevet? Havde han sendt mig uautoriserede oplysninger om militære operationer eller kritiseret hæren på en eller anden måde? Bemærkninger som disse ville blive kraftigt censureret, ligesom kommentarer om hvor dårligt krigen var, noget de ikke ønskede, at soldaternes familier skulle få at vide. Det kunne få folk til at miste lysten til at tilslutte sig hæren eller finde ud af klassificerede oplysninger som mistænkte fjendens bevægelser, kampplaner eller kritik af overordnede.

Hans brev nævnte intet om, at han ville få orlov til at komme hjem.

Ambulanceklokker jinglede, da de kørte fra et sted til et andet, og politibiler gled langsomt forbi og kiggede efter folk, der havde brug for hjælp. Værnemestre arbejdede på gaderne, ryddede op i murbrokkerne fra natten før. Børn, på vej til skole, legede på nyligt bombede steder, og forældre råbte af dem for at komme væk. Butiksfacader stod åbne, smadrede ruder lå spredt på fortovene, mens kvinder, med stråkurve over armene, stillede sig i kø for kostbart kød og grøntsager. Folk som mig, iført kontortøj, gik forbi, deres ansigter præget af bekymring og en beslutning om at komme hurtigt til deres destination.

Det var her, midt i alt dette, at beslutningen om at finde mit eget sted opstod. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ville finde et sted, hvor jeg kunne få ro, men nu, med krigen og ødelæggelserne omkring mig, blev det sværere at finde noget, der føltes som et virkelig hjem. Men sådan er livet i krigens tid - håb og længsel, men altid underkastet kaos.